
Oplev det magiske Skagen hele året! Det idylliske feriested Skagen, kendt for sit magiske lys og hyggelige atmosfære, har flere solskinstimer end andre steder i Danmark, og sandstrandene synes uendelige. Vi guider dig til de bedste oplevelser i Skagen, fra Grenen og Råbjerg mile (Danmarks svar på sahara), til spændende kulturelle attraktioner og dansk hygge inde i Skagen by og havn. Vi håber du får et godt ophold og en masse "hygge".
Turistattraktioner:
1. Grenen og Sandormen
2. Skagen Kunstmuseum
3. Bytur i veteranbussen
4. Gågaden og Lystbådshavnen
5. Mest populære strande
6. Skagen Grå Fyr og Skagen Naturcenter
7. Gl. Skagen og Solnedgangskiosken
8. Tilsandede Kirke
9. Råbjerg Mile
10. Ørne reservatet
Velkommen til Skagen ønsker Toftegården Guesthouse
Grenen nord for Skagen er et af landets mest populære udflugtsmål i sommermånederne. Hvis man er i bil, kan man køre til Grenens Kunstmuseum, hvor man kan parkere, før man fortsætter. Man kan også gå eller cykle ud til Grenen - fra Toftegården er der kun godt 3 km til Grenens Kunstmuseum. Herfra kan man vælge at køre ud på spidsen af Grenen med 'Sandormen', som kører i pendulfart i højsæsonen.
Man kan også tage sig tid til at gå det sidste stykke til den nordligste spids af Danmark, og det kan varmt anbefales, for det er en af de kønneste gåture, man kan finde i Danmark. Man kan gå langs kysten og nyde synet af solen og den blå himmel, havet og det betagende klitlandskab, der munder ud i den stadigt smallere odde. Ved vejs ende mødes Skagerrak og Kattegat, og her kan man opleve den forunderlige følelse det er, at stå med fødderne i hvert sit hav.
Skagens Museum så dagens lys i 1908. Museet blev etableret, fordi der var et udtalt ønske om at bevare mest muligt af Skagensmalernes kunst i den by, der inspirerede dem. Blandt stifterne var tre af de mest berømte skagensmalere, Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen. De øvrige stiftere var Degn Brøndum, ejeren af Brøndums Hotel, og apoteker Viktor Klæbel. Skagensmalerne blev tiltrukket af fiskermiljøet og ikke mindst det særlige lys i Skagen. Deres foretrukne motiv var fiskernes arbejde, de små fiskerhjem og det sociale liv blandt kunstnerne selv. Deres værker regnes for guldalderkunst, og museet er absolut et besøg værd. Skagens Museum blev ombygget og udvidet i 2014 for at give plads til større udstillinger, og det er i dag et af de mest besøgte museer i Danmark.
Tæt ved Skagens Museum ligger kunstnerparret Anna og Michael Anchers hjem på Markvej (samme vej som Toftegården). Anchers Hus har siden 1967 været åbent som museum, og det er i dag en del af Skagens Kunstmuseer. Familen flyttede ind i huset i 1884 og huset er bevaret, som det stod ved Anna Anchers død i 1935.
For at få en god start på dit ophold i Skagen kan vi anbefale en guidet tur med en gammel veteranbus, som er ejet af Maskinrummet museum i Skagen. Her får du en hyggelig tur i roligt tempo gennem byens gamle og hyggelige kvarterer, omkring havnen, forbi fyrene og ud til Grenen, hvor der gøres et kort ophold. Chaufføren fortæller undervejs om Skagen før og nu. En herlig og helt unik oplevelse for hele familien. Bussen er en gammel Bedford fra 1937, og det er Danmarks eneste bevarede Bedford fra før 2. verdenskrig.
Gågaden Sct. Laurentii Vej ligger i gåafstand fra Toftegården. Her i de mange specialbutikker får du en anderledes shoppingoplevelse. I Skagen arbejdes der bevidst på at bevare et klassisk handelsliv med mange og flotte specialforretninger - også væk fra gågaden. Når du er sulten, kan du nyde den gode mad, som serveres af de mange restauranter i byens centrum og nede ved havnen.
Hvis du ønsker at spise fisk, foreslår vi, at du går ned til havnen med de kendte røde fiskepakhuse tegnet af arkitekt Thorvald Bindesbøll. Her kan du nyde den hyggelige stemning og aktivitet, betragte de fine fiskekuttere og få lidt godt at spise og drikke. I 2015 åbnede man også en helt ny havn, der er anlagt for 230 millioner DDK for at kunne tage imod krydstogtskibe.
Skagen Sønderstrand er en skøn og børnevenlig badestrand tæt ved byen. Det var her, skagensmalerne i sin tid fandt inspirationen til mange af de mesterværker, man i dag kan opleve på Skagens Museum.
Højen/Gl. Skagen eller Nordstrand - ja, kært barn har mange navne, som man siger. Stranden ligger på den nordvestlige side af Skagen, og den er dermed mere udsat for vestenvinden end strandene ved Kattegat syd og øst for Skagen. Der er tale om en rigtig fin strand, men hvis man har mindre børn, vil det mere rolige vand ved Skagen Sønderstrand nok være at foretrække. Om aftenen er det oplagt at tage en tur til Gl. Skagen for at nyde synet af solen, der langsomt synker i havet.
Strækningen fra Damstederne til Hulsig Strand har mange klitter, og her kan man også - tæt på havnen - opleve Klitgården (også kendt som Kongevillaen), der tidligere blev brugt som sommerresidens af den danske kongefamilie.
På toppen af Danmark ligger Skagen Fuglestation, som er en del af Skagen Grå Fyr, der ligger i den smukke natur ud mod Grenen. Skagen er kendt som et knudepunkt for trækfugle, når de på deres fantastiske rejse passerer gennem landet. Fuglekiggere fra ind- og udland har derfor gennem mange år valfartet til Skagen for at opleve fuglene. På centret kan du gå på virtuel opdagelse i fuglenes rejser og trækruter, og du får et indblik i, hvordan det er at være moderne fuglekigger. Du kan desuden opleve den fascinerende udsigt fra toppen af Det Grå Fyr - samme syn som fuglene møder, når de ankommer til Grenen.
Den kendte arkitekt Jørn Utzon (som tegnede Operan i Sydney) har også tegnet det 4000 m2 store Skagen Odde Naturcenter som ligger tæt på det Grå Fyr. Bygningen blev opført af hans søn Jan 1990-2000. Naturcentret har forskellige interaktive udstillinger om vind, vand, lys og sand, der beskriver områdets naturfænomener. Naturcentret bliver i folkemunde kaldt "Ørkenfortet". Absolut et besøg værd når man besøger Skagen.
Højen – også kaldet Gammel Skagen i daglig tale – er et gammelt fiskerleje, som ligger nordvest for Skagen by. Gl. Skagen byder bl.a. på flest solskinstimer i Danmark, en unik arkitektur, rå natur og ikke mindst et helt fantastisk lys. Ud over de smukke omgivelser byder Gl. Skagen på gourmetoplevelser i verdensklasse - også ifølge White Guide, nordens svar på Michelin Guiden. Den lille turistby byder nemlig på en bred vifte af restauranter, badehoteller og kiosker.
Solnedgangskiosken i Gl. Skagen er for mange forbundet med en helt særlig stemning med bjergtagende solnedgange, der emmer af Skagenpoesi året rundt. Hver aften stimler folk sammen på pladsen for at nyde det helt særlige lys fra solens sidste stråler, når de danser over havet. Disse poetiske øjeblikke fortjener en smuk indramning, og det har vi nu fået med en helt ny Solnedgangsplads. Den 'nye' Solnedgangsplads består af en stor hældende Solskive med indhuggede granitcirkler, hvor solen genspejler sig som solpletter, mens den går ned. Omkring pladsen er der sat en lang bænk op, som bugter sig rundt om solskiven. Så sæt dig godt til rette og nyd livet, mens du nyder det smukke sceneri.
Den Tilsandede Kirke eller Sct. Laurentii Kirke, som den egentlig hedder, blev opført i slutningen af 1300-tallet, og den var på det tidspunkt den største kirke i Nordjylland. Det barske og forblæste klima havde imidlertid sin pris, og på grund af sandfygning blev det efterhånden almindeligt at tage skovle med, når man skulle til gudstjeneste. I 1795 var mængderne af sand dog blevet så store, at det ikke længere var muligt at benytte kirken. Det meste af den blev revet ned, men tårnet fik lov at blive stående. Det blev senere fredet, og det er i dag en af de mest populære seværdigheder i Skagen og omegn.
Hvert år afslutter Verdensballetten traditionen tro sin juliturné foran den Tilsandede Kirke. Magisk er nok det tillægsord, der knytter sig bedst til den ganske særlige oplevelse, når nogle af verdens dygtigste balletdansere optræder i Skagen sammen med danske operasangere og klassiske musikere foran resterne af den gamle kirke.
Råbjerg Mile er Danmarks og Nordeuropas største vandreklit beliggende ved Bunken Klitplantage mellem Skagen og Ålbæk. Milen indeholder 3,5 millioner m³ sand og dækker et areal på ca. 1 km². Den har en højde på omkring 20 m, hvilket bringer milens højeste punkt 40 m over havoverfladen. Siden år 1900 har den rykket sig ca. 1.750 m mod øst, og i dag bevæger den sig med gennemsnitligt 15 m om året. Det betyder, at den om 100-200 år vil dække hovedvejen til Skagen. Træer og andet, som bliver dækket af milen, dukker op på den anden side efter omkring 40 år, når milen har passeret.
Ikke langt fra Skagen, på vej til Hirtshals, ligger Ørnereservatet 'Eagle World'. Hvis du gerne vil have en anderledes og storslået oplevelse, må du ikke gå glip af et besøg her. I Ørnereservatet kommer du helt tæt på himmelrummets ubestridte konger - ørnene. I Ørnereservatet kan du opleve de imponerende dyr på tætteste hold, og de dygtige falkonerer byder flere gange om dagen på demonstrationer af rovfuglenes fantastiske kunnen - en unik oplevelse, du ikke finder mange andre steder.