Hvis I ønsker at booke en ferielejlighed eller et gæsteværelse med vores lavsæsonsrabat på, som er inkluderet i prisen på vores hjemmeside, kan I gøre det under ’Online booking’ i menuen, eller skrive / ringe til os (se under `Kontakt`).
Hvorfor holder vi påske?
Påsken er en fest, hvor kristne mindes Jesu død og fejrer hans opstandelse. Det er den vigtigste kristne højtid, og tidspunktet for flere andre mærke- og helligdage retter sig efter påsken. Det gælder fastelavn, store bededag, Kristi himmelfartsdag og pinse.
Tro og skik i påsken:
Påsken er i dag en kristen højtid, men tidligere var det også ved denne lejlighed, man fejrede folkelig overtro og egnsspecifikke skikke. Påsken kunne f.eks. bruges til at praktisere magiske husråd, og nogle steder var det opfattelsen, at man ville blive fri for forskellige sygdomme, hvis man spiste et æble på fastende hjerte påskemorgen. Herved ville man blandt andet undgå dårligdomme som ’rygværk’ i det kommende år. Æblet kunne også – evt. ledsaget af en snaps – være med til at forhindre ’kolden’, dvs. koldfeber, eller dét, der også kaldtes ’lollandsk syge’.
Vejrvarsler hørte også påsken til. F.eks. sagde man, at ’Skærtorsdags tø giver mange læs hø’, eller at ’Langfredags bitre væde får mangt et fattigt barn til at græde’. Meningen var, at tøvejr Skærtorsdag varslede en god høst, og at nedbør Langfredag gjorde det modsatte.
Det var også en udbredt tro, at hekse var særligt aktive til påske, især på dagen før Skærtorsdag. Dagen kaldtes Skt. Skadeaften, fordi man mente, at heksene i flok drog til Bloksbjerg i Harzen sammen med skaderne, eller at de drog til Troms Kirke i Norge for at holde heksemøde. Allerede Skærtorsdag var de dog hjemme igen for at gå i kirke. Den, der Skærtorsdag kom i kirke med et ’hønnikeæg’ i lommen, kunne se hvem af kvinderne, der var hekse. Et hønnikeæg er det første æg, som en høne lægger.
Nå. Nok nu om hvorfor vi holder påske og om tro og skik, for til sagen hører jo også, at de fleste af os har fri fra arbejde i påskedagene, og at skolebørnene har fri en hel uge. Så hvad skal man lave i påskeferien? Må vi foreslå, at I pakker bilen eller kufferten og tager en smut op til ’Wonderful Skagen’. Her kan man slappe af, nyde den skønne natur og foråret, som snart er på vej. Er man en familie med børn, findes der masser af aktiviteter for både store og små. Læs mere under ’Om os/Skagen’ og ’Top 10 Turistattraktioner i Skagen’.